Året var 1972 og det var min 8 års fødselsdag. Vejret var højt og klart som en sensommerdag nu kan være.

Jeg havde inviteret fem af mine klassekammerater hjem til kakao og boller.

Humøret var højt og der blev sunget med min mor som forsanger. Efter et stykke tid hvor der både blev leget skjul og spillet fodbold begyndte kedsomheden og udlængslen at melde sig.

Der hvor vi boede, i et lille parcelhuskvarter i den vestlige del af Ølstykke, var bebyggelsen omkranset af marker og en lille udrettet å. På den anden side af markerne lå der en lille skov, som altid havde fristet mig. Den lå godt og vel et par kilometer væk.

Som bekendt er der ikke langt fra tanke til handling når man kun er otte år, og der gik heller ikke lang tid før vi alle var på springtur. Mens min mor snakkede med naboen over ligusterhækken, blev brødkassen tømt, flasker med patentpropper blev fyldt med vand og væk var vi. Nye oplevelser ventede forude.

Jeg husker ikke turen over marken, til skoven, som særlig lang. Da vi nåede dertil var det en hel ny verden der åbnede sig. Skoven var grøn og frodig og fyldt med anderledes lyde. Vi gik gennem den tætte underskov på en lille nedtrådt sti i skovbunden. Da skovens kroner åbnede sig kom vi til en lille mose med rørsiv og dunhammer. Vi kantede os forsigtigt rundt uden at falde i.

Efter mosen, gik vi gennem noget tæt buskads og lige pludselig var træerne væk og et vidunderligt morænelandskab tog imod os. Vi var fri af skoven og landskabet åbnede sig for os og vi kunne se bølgende marker og enge så langt øjet rakte. Til højre for os, lidt længere væk stod en gammel skurvogn på fire hjul, bag den gik nogle høns frit omkring med nogle får bag en indhegning. Til venstre for os var der marker med køer der gik i flokke. Vi stod i lavningen og kiggede op ad bakken og lige der, foran os stod en gammel rustrød traktor.

Solen glimtede på den olieplettede gamle røde rust. Med den lyseblå himmel som baggrund så den næsten hel magisk ud.

Det var i sandhed et storslået øjeblik som jeg aldrig glemmer.

Vi var opdagelsesrejsende og havde nået vores mål. Brødet og resten af bollerne blev spist og vandet blev drukket.

Mætte af maden og tilfredse med turen gennem skoven, lagde vi os ned i det høje græs. Vi lå og kiggede op på den blå himmel og de drivende hvide skyer, der var som vattotter.

Efter et stykke tid begyndte vi at blive rastløse. Der skulle ske noget. Søren rejste sig op og gik hen til traktoren. Den var gammel og virkede som om den var udtjent og efterladt på marken efter udstået tjeneste. Han satte sig op på sædet, som mest af alt lignede en stor ske i overstørrelse. Han hev fat i rattet og lave nogle lyde som havde han fået gang i det gamle vrag.

Kort efter var vi alle henne ved traktoren, nu skulle der leges. Da legen blev for kedelig skulle traktoren undersøges. Søren prøvede at hive rattet af, Uffe pissede i tanken, Dan prøvede om han kunne få lygten til at pege i en anden retning, da det ikke lykkedes prøvede han at smadre lygteglasset. Bjarne forsøgte at pifte dækkene. Kim hev i nogle ledninger inde fra motoren og jeg selv prøvede at skrabe rusten af med et gammelt søm jeg havde fundet. Spændende var det. Det var jo et stort gammelt skrummel.

“HVAD FANDEN I HELE HULE HELVEDE ER DET I LAVER!”

Døren i skurvognen blev smækket op og der stod Vestermann.

Vi frøs alle i samme øjeblik.

Vestermann.

Vestermann var byens særling. Når han kom til byen, gik han altid med gummistøvler, blankslidte bukser, en stor sort gammel uldjakke fastgjort med et hampereb omkring livet og en sort strikhue trukket godt ned om ørerne og det var uanset om det var sommer eller vinter. Han bar briller med et kraftigt sort stel som var tapet sammen der hvor stellet var knækket. Når han kom gående mod een, hoppede man gerne et skridt til siden. Ikke så meget på grund af hans udseende men mest fordi han gik rask til og ikke kiggede op. Han lugtede af komøg og havde altid hø på jakken. Hans tænder var brune og skæve og hans blik var sort og frygtindgydende. Han var en meget bitter gammel mand.

Rygtet sagde at han engang var en meget vellidt sagfører og byens rigeste mand på grund af sine jorder omkring byen og havde en stor gård i Skenkelsø. En dag kom han hjem og fandt sin kone i seng med en anden kvinde. Det slog klik for ham. Kort tid efter var han alene. Enten havde konen forladt ham, eller også havde han slået hende ihjel, det var der ingen der vidste. En dag havde han sat kartofler over og havde åbenbart glemt alt om det, med det resultat at gården brændte ned. Hans hus var fyldt med affald og gamle aviser og det siges at da branden stod i lys lue kunne man se branden helt fra Frederikssund. Sidst jeg var i Skenkelsø var ruinen der stadig.

Hans jorde strakte sig fra Skenkelsø i nord til Udlejre i syd og fra Store Rørbæk i vest til Roskildevej i øst.

Da kommunen var i hastig vækst var han naturligvis en torn i øjet på kommunalbestyrelsen. De prøvede alle mulige krumspring for at få ham til at sælge sin jord så der kunne udstykkes til nye parcelhusområder.

Da de ikke kunne få ham overtalt, greb de til ekspropriation.

Dette fik Vestermann op i det røde felt. I et raserianfald drog han op til rådhuset, ind på borgmesterkontoret, forbi sekretæren, sparkede døren op til mødelokalet og gik hen til borgmesteren og gav ham en lussing.

Vestermann blev selvfølgelig fastholdt indtil politiet kom og satte ham i arresten.

Mens man ventede på at Vestermann skulle for dommeren, drev han politiet til vanvid. Hver morgen kl. 5.30 skulle hans køer malkes. Kl. 7.00 skulle hønsene fodres og æggene skulle samles sammen og det var jo også snart tid til at fårene skulle klippes, marken skulle harves og vintersæden skulles såes. En rigtig bonde har jo travlt, så politiet måtte ledsage ham hver gang hans pligter skulle udføres. Da han så sendte en anmodning om at blive “benådet” gik det stærkt med at slippe af ham. Han blev løsladt under forudsætning af at han ikke måtte udøve vold mod andre i de følgende fem år. Ekspropriationen blev sat i bero, da det vist alligevel ikke var helt lovligt, det kommunen havde gang i.

Og der stod han så. Han stirrede på os mens han dirrede af raseri. Han stod foran skurvognen og hamrede en knytnæve gentagne gange mod siden af skurvognen.

“FOR HELVEDE!” Råbte han.

Vi rørte os ikke ud af flækken. Vi kiggede på ham med åben mund. Mit hjerte bankede vildt.

“BLIV STÅENDE ELLER JEG SLÅR JER IHJEL!” Så begyndte han at løbe op ad bakken og pludselig var han væk.

Vi kiggede på hinanden. Hvad nu?

“Skal vi ikke løbe hjem, jeg er bange?” sagde Søren.

“Han sagde jo at vi skulle blive stående, ellers vil han slå os ihjel!” Græd Bjarne.

Uffe og Kim sagde ikke noget. Jeg var mest bekymret for hvad min mor ville sige.

“Det er Vestermann.” Hviskede Dan. “Han er tosset!”

“Så må vi hellere blive stående.” Sagde Uffe. Jeg kunne ikke være mere enig.

Vestermann kom tilbage, denne gang med et gevær hen over skulderen. Han gik ind i skurvognen og hentede en stol og satte sig foran os og pegede på os med geværet.

“Jeg vil ikke dø!” Græd Bjarne og tårene trillede ned af kinderne på ham.

Jeg husker ikke mere, men jeg mener at vi stod over for hinanden i godt og vel tyve minutter.

Pludselig kunne vi høre en sirene fra en politibil. Først langt væk og så tættere på og så stoppede den.

Gudskelov, tænkte jeg. Vi er reddet! Vi kunne høre nogle døre der smækkede. Jeg kiggede over på Vestermann. Han rejste sig op, mens han skulede ondt på os. Han gik hen til skurvognen og lagde geværet ind bag det ene hjul og satte sig igen på stolen, ret op og ned.

Bag bakken kom to betjente til syne. De mindede mig mest af alt om Kling og Klang fra “Pippi Langstrømpe” med lyseblå skjorter, overskæg, skråhuer og knipler. Den ene var noget kraftigere end den anden.

“Hva’ foregår her?” Sagde han med stærk jysk accent. Jeg vidste det var jysk, da den ene halvdel af min familie kommer fra Hedensted.

Vestermann rejste sig og gik betjentene i møde.

Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, men at vi blev anklaget for at udøve hærværk mod hans traktor stod hævet over enhver tvivl.

Betjentene kom over mod os, Vestermann gik tilbage på sin plads på stolen og satte sig med armene over kors.

“Jae’ det’jo ik’ så godt, da” Sagde Klang, den tykke af dem, mens han inspicerede traktoren, som var i en lidt ringere stand end da vi først så den.

“A’ vil godt ha’ at i stiller jer op i jen række, NU!” Sagde han med kommandorøst.

Vi kiggede på hinanden, derefter på Vestermann og vi gjorde som vi fik besked på.

Jeg husker ikke om vi også stod ret, men jeg tror det ikke. Jeg syntes det var spændende.

“Hvad pokker er det i laver? Er i klar over hvad så’n en traktor koster?”

Vi rystede på hovedet, vi vidste intet om hvad traktorer koster der hvor han kom fra.

Kling stemte i “Det’ jo hærværk.” Grinte han mens han vippede frem og tilbage på hælene, med hænderne bag på ryggen.

Klang tog sin knippel op og slog den gentagende gange ned i hånden mens han gik frem og tilbage foran os.

“Vil i skrives op til en bøde eller vil i ha’ en flad? Husk at hvis i skrives op så vil jeres forældre få beske’!”

Han nikkede for sig selv, som om han tænkte at det lød sgu meget godt.

Bjarne begyndte at græde igen. Jeg stirrede på kniplen i Klang’s hånd. Hvis han mente en flad med kniplen, så det altså rigtigt sort ud.

“Jeg vil gerne skrives op!” Sagde jeg. Jeg stod yderst i rækken og følte at jeg burde svare først.

De andre sagde at de også ville skrives op. Kling bad om vores navne og adresser og skrev nidkært alt ned i sin sorte notesbog.

“Tøsedrenge!” Sagde Klang, han havde nok set frem til at uddele huskekager.

Da Kling var færdig, sagde Klang “Så ka’ i godt forføje jer og det skal være aldeles omgående!”

Vi vendte om, som på kommando og begyndte at løbe ned mod skoven.

“STOP!” Brølede Vestermann. Han rejste sig op og pegede med en kroget pegefinger mod skoven. “Det er min skov og jeg vil ikke dem i min skov!”

Klang stak en fløjte i munden og piftede så hårdt at trillen kun delvist virkede, til gengæld gjorde han det flere gange efter hinanden så han blev helt rød i hovedet.

Vi stoppede op. Jeg tænkte, hvad nu?

“I tager vejen hjem mine herrer!” Sagde Klang, mens han med kniplen pegede på bakken bag os.

Der lå en landevej bag bakken, det vidste jeg ikke. I gåsegang gik vi over bakken og ned på landevejen.

Bjarnes tuderi smittede, det var begyndt at blive mørkere og koldere. Til sidst tudede vi alle sammen.

Der er ikke noget mere ynkeligt end seks otteårige drenge der tuder i kor.

Ikke nok med at vi var sultne og kolde, vi var også blevet taget i at lave hærværk, blevet holdt op med et gevær, truet af politiet. Det var dog ikke det værste. Det værste var skideballen der ventede når bøden kom og lommepenge der ville inddraget og ikke mindst mors og fars skuffede blikke.

Efterhånden som vi nåede Ørnebjergvej, fem kilometer senere, skiltes vores veje. Jeg var den der havde længst hjem.

Mor tog imod mig med et lettelsens suk. Hvor havde jeg dog været? Himmel og jord havde været sat i bevægelse og telefonen havde været rødglødende. Min mor havde cyklet rundt i hele kvarteret for at lede efter os og havde været på nippet til at ringe til politiet!

Jeg sagde ikke noget, men gik direkte i seng og græd mig i søvn.

Dagen efter fortalte jeg mor at vi havde været på skovtur og var faret vild, det blev godtaget, far formanede dog at det ikke måtte ske igen uden deres vidende.

En uge senere kom bøden, halvtreds kroner for ulovlig indtrængen og hærværk af en gammel traktor.

Far udbad sig en forklaring, efterfulgt af den forventede trussel om inddragelse af lommepenge på ubestemt tid. Han var rasende og mor var lamslået. Selvom jeg forsikrede at det var en gammel lortetraktor der garanteret ikke virkede, var der ingen pardon.

Det var den værste fødselsdag i mit liv.

Moralen er:

“Hvis du ser en gammel olieplettet rustrød traktor så

lad for guds skyld være med at pille ved den!”